Mange børn og unge oplever desværre at miste en af deres forældre, en søster eller en bror.

Af hensyn til familien, især af omsorg for den sørgende mor eller far, lægger børnene måske låg på deres følelser. Mange af dem får for sjældent – måske aldrig – talt om deres egen sorg og eget savn.
 Vennerne glemmer hurtigt, de forstår ikke helt – livet går videre.
 Derfor kan de ramte børn og unge få følelsen af at være de eneste i verden, der har oplevet et sådant tab – og at ingen kan forstå de følelser, tanker og spørgsmål, som deres sorg kalder frem i dem.

At snakke og være sammen med andre, der har oplevet det samme og ved hvor svært, det kan være, er en befrielse. Det bliver lettere at få sagt, hvad man virkelig tænker og føler, når man ved, at man bliver taget alvorligt og at det ikke er forkert eller forbudt at have det, som man har det.

Der er ikke tale om terapi eller behandling i sorggruppen, men om samvær og erfaringsudveksling. Nøgleordene er omsorg og nærvær.

Nye undersøgelser af sorggrupper viser, at det er fællesskabet blandt børnene og de unge, der mere end noget andet giver den positive hjælp til det videre liv.